Artikler

Jørgen May Jepsen fra Brandsbøl har flere gange brugt håndlæserens evner til at få klarlagt sit liv.

Brandsbøl: Han har ingen funklende krystalkugle, pukkel ryg eller en sort kat på skulderen. Faktisk ligner han en ganske almindelig mand. Et stille og roligt væsen med en stemme, der næsten virker hypnotisk, når han taler.

Han fortrækker selv at kalde sig for håndlæser, men uanset titel udtaler han sig uden vaklen om fortiden, nutiden og fremtiden. For det ses alt sammen i hænderne, siger han.

Hændernes linier afslører hvordan i mennesker har det. Der er ikke noget hokuspokus i det. Linierne fortæller mig hvilken tilstand hun eller han befinder sig i både fysisk, og psykisk. Men på bare en nat kan hændernes linjer forandre sig, hvis ens sindstilstand har ændret sig, siger Anders Kalsmose.

Han har beskæftiget sig med håndlæsning siden 1989, men i 1993 blev hobbyen til fuldtidsarbejde, og Anders Kalsmose har i dag sin egen praksis i Århus.

Mange faste klienter.

Det betyder ikke, at det kun er århusianerne, der lægger hænder til. Flere gange om året tager Anders Kalsmose den lange køretur til Nordborg for at læse i alsingernes hænder. Når han besøger Als, har han mange faste klienter, der kommer hvert år. Og det er alle slags mennesker, der får tydet deres hænder. Lige fra bondemanden til direktøren.

Folk kommer typisk til mig, hvis de slås med nogle problemer i deres tilværelse. Men jeg fortæller dem ikke, hvad de skal gøre. Jeg vejleder dem, og så er det helt op til dem selv om, de vil lytte til mig. Hvis jeg for eksempel kan se, at en kvinde vil møde en mand i november, så er det ikke ensbetydende med , at hun får ham. Det kommer helt an på hende selv, om hun vil, siger Anders Kalsmose.

En håndlæsning varer godt en time, og der kan Anders Kalsmose nå at fortælle om blandt andet ens fødsel, forældre, målsætning i livet og parforhold.

Folk bliver vrede.

Det er meget konkret, det jeg fortæller folk. Det er ikke som horoskoper i ugebladene, hvor det kan passe på enhver.

Det jeg gør mest ud af er at snakke om nutiden. Det er den, man kan ændre - hvis man vel og mærke vil.

Man kan jo også fortsætte ud af sin nuværende livsbane, siger Anders Kalsmose. Han har ofte oplevet, at folk bliver vrede på ham, når han fortæller dem noget, de ikke kan lide at høre.

Jeg oplever det faktisk som noget godt, når folk bliver sure på mig. Jo mere gale de bliver, jo mere sandt er det, siger Anders Kalsmose, der understreger, at det har ingen betydning om, man tror på den slags eller ej: Det er ikke et spørgsmål om ,at man skal tror på det . Jeg kan alligevel godt fortælle folk konkret ting om dem selv.

Skyggesiderne frem

Jørgen May Jepsen fra Brandsbøl stiller hus til rådighed, når håndlæseren fra Århus besøger Als.

Gennem flere år har han brugt Anders Kalsmoses evner til at få klarlagt sit liv, når det så allermest sort ud.

Jeg bruger Anders som, en slags sparringspartner i min personlige udvikling. Jeg bliver mere og mere bevidst om mine skyggesider. Han kommer med forslag til løsninger, og dem kan jeg så bruge som en invitation til forandring, fortæller Jørgen May Jepsen.

Da han for eksempel gik med nogle overvejelser om at sælge sin gård, frarådede Anders Kalsmose det. Og i dag er Jørgen glad for, at han ikke solgte den gamle slægtsgård. - Jeg kunne da godt bare leve mit liv uden indblanding fra Anders, men det hjælper mig. Han får mig til at opdage nogle ting, som jeg ikke ville have gjort ellers, siger Jørgen may Jepsen.

Af Marianne Knudsen - Jyske Vestkysten søndag den 1. juli 2001

Livet i hånden

Hasseris: Det er sin sag at lægge livet i andres hænder, men det er næsten det der sker, når en håndlæser begynder at tyde de linier og bjerge, der findes i hænderne. - Mit personlige formål som håndlæser er at give mine medmennesker indsigt i deres livssammenhænge, som kan føre videre til personlig frihed, forklarer Anders Kalsmose fra Århus, der onsdage i ulige uger er parat til at læse i de nordjyske hænder hos Sanni Jensens Center Health & Joy i Hasseris.

Med åbent sind blev hænderne lagt på bordet foran Anders Kalsmose, der hurtigt kunne fortælle dette og hint om opvæksten hos et par autoritære forældre. I løbet af et øjeblik var hænderne forsynet med adskillige røde pennestrøg, der stoppede og krummede sig her og der, mens fortællingen udspillede sig - så sandt som det var oplevet. Min personlighed blev blotlagt - på godt og ondt. Situationen lige her og nu blev aflæst, og så var der fremtiden, hvor de kunstneriske evner skulle aktiveres yderligere.

Fremtidens Ikoner.

Har du nogensinde tænkt på at male ikoner, lød det lige pludseligt?

Indrømmet, det har jeg aldrig skænket en tanke før sidst i november 1999, hvor jeg i Jerusalem traf den danske nonne søster Abraham der maler ikoner. Siden da har det strejfet mig, men som alt andet spændende lyder mit omkvæd altid, at ALT det skal nås, når jeg bliver pensioneret.

At rejse er at leve, og sådan er det helt specielt for dig, her lever og oplever du virkelig, og de kan lade kontrollen hvile, lød det pludselig fra en anden af håndens linier. Glad var jeg - for jeg skriver og maler jo netop allerbedst, når fremmedartede oplevelser udspiller sig i Mexico, Israel og hvor jeg ellers har levet og oplevet inden for det sidste år. Mine voksne børn fik et bud med på vejen, og jeg blev husket på, at jeg ikke kan styre deres liv. Side 86 i en speciel bog skulle studeres nærmere, omkring min indgangsdør skal der ske forandringer, ligesom der på et tidspunkt skal bygges et arbejdsværelse på det hjemlige gårdsloft. Ting og sager der har ligget på bedding og debat i familien. Det var en lidt hårrejsende, men samtidig meget tryg fornemmelse at opleve, hvor ofte der kunne nikkes genkendende til Anders Kalsmoses udsagn om både fortiden, men også de tanker og planer, der har simret i forhold til både nutid og fremtid.

Nysgerrige kvinder.

Anders Kalsmose er selvlært håndlæser lige bortset fra et aftenskolekursus i kiromanti, som han nærmest ved et tilfælde faldt over, da han var ved at læse til merkonom for omkring 15 år siden. - Da jeg kom i berøring med håndlæsning, var jeg ikke i tvivl, og jeg er helt sikker på, at jeg må have beskæftiget mig med det i andre liv, siger han. - Siden da har han arbejdet både med healing, drømme, meditation og homøopatisk medicin - alt det, der ligesom hører til den personlige udvikling. På den baggrund har jeg udviklet en stærk intuition. Selv stoler jeg meget på, at det jeg oplever er sandt, og jeg har lært at lytte til kroppen.

Anders Kalsmose har fundet sine egne veje, og siden 1993 har han levet af sine evner.

Det er alle mennesketyper, der kommer for at få læst i hånden, men der kommer flest kvinder, indrømmer han.

De kommer ikke altid fordi de har problemer, men lige så ofte af nysgerrighed, mens mænd først kommer når de er i krise - eller om man må sige, når lokummet brænder.

Energierne, der både har feminine og maskuline fortegn, er nogle af de elementer, der også kan ses i hænderne. Her gælder det om at få begge slags energier til at arbejde sammen, og i den forbindelse kan Anders Kalsmose også vise vej.

Personlig udvikling foregår gennem kroppen, mens følelserne sidder i solar plexus, og der skal jo være balance mellem det, der foregår i hovedet - og så følelserne, fastslår han. Anders Kalsmose har sin praksis Århus, men arrangerer gerne privatsessioner over hele landet.

Onsdage i ulige uger besøger han Health & Joy i Hasseris, hvor der kan bestilles tid til en time håndlæsning, der optages. Andre dage bruges tiden på at drage landet rundt for at holde kurser, foredrag eller workshops og undervise om det interessante emne.

Også erhvervslivet.

Det er ikke kun private, der efterspørger håndlæsningen. Anders Kalsmose har også holdt sessioner i et firma, ligesom en kommune har bestilt ham til at holde foredrag for personalet. "Livet i din egen hånd" er titlen på et weekendkursus der også finder sted i Hasseris 6. og 7. maj. Her vil der blive taget udgangspunkt i aftryk af deltagernes hænder, hvor detaljer, linier og struktur gennemgås. Der sættes fokus på, hvad hænderne kan fortælle lige nu, og yderligere vil der på kurset indgå enkelte meditation og tegneøvelser, ligesom en nyudkommet bog med samme titel som kurset vil blive brugt. Med livet lagt i hænderne på en kiromantiker opløses universets såkaldte begrænsninger, og der venter en oplevelse af, at der er mere mellem himmel og jord, end det man lige kan tage at føle på - at der så afstikkes pejlemærker videre frem, det er jo ikke at kimse af. Af Lise Barsøe - Nordjyske Stiftstidende Søndag 6. Februar 2000.

Chorten Lam

I november 2000 skulle jeg rejse til Bhutan, og allerede i maj måned gav håndlæser Anders Kalsmose mig følgende besked:

Der venter dig en stor oplevelse i Bhutan, en åbning. Du bliver nok bange - men der er ingen grund til at være bange. Du kommer til et kloster - eller et helligt sted i hvert fald. Når du kommer ind skal du gå højre om (højre om huskede jeg som "til højre"). Der vil være noget reb/afspærring, som du skal ignorere - og bare træde ind over. Du skal ikke være bange. Der vil være en mand, som smiler til dig og hjælper dig. Han tager dig i hånden.

Det blev november, jeg rejste til Bhutan og havde selvfølgelig forudsigelsen med i baghovedet. I begyndelsen af turen var jeg meget opmærksom: Er det her? Er det her? - men til sidst glemte jeg det - eller gav slip og tænkte, at det kom, hvis det kom. Efter 10 dages trekkingtur kom vi til hovedstaden, hvor vi tilbragte 2 dage. Der var meget vi skulle nå at se på kort tid, og den første dag var fuldt besat med oplevelser sammen med gruppen. Om aftenen spurgte jeg vores guide, om der var et tempel eller lignende i byen. Han sagde der var et sted, som hed Chorten Lam - lidt i udkanten af byen.

Næste morgen meddelte jeg gruppen, at jeg ville gå ud alene. Jeg gik i retning af Chorten Lam. Chorten Lam er et stort tempel med en mur hele vejen rundt om. Jeg kiggede mig godt omkring udenfor og havde selvfølgelig en forventning om, at stedet her meget vel kunne være rammen for forudsigelsen. Selve templet var i midten med fire indgange, én i hvert verdenshjørne. Mellem templet og muren var der plads til at man kunne gå rundt. Bhutaneserne gik rundt mens de bad, rundt og rundt. Jeg gik gennem indgangsportalen i tempelmuren - alle Bhutaneserne, der gik og bad, gik til venstre - men det har jeg jo siden hen fundet ud af er højre om. Budskabet var, huskede jeg, at jeg skulle gå til højre, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Jeg ville ikke gå imod strømmen. Det var deres hellige sted, og jeg syntes, det ville være respektløst. Ganske langsomt og forventningsfuld gik jeg så til venstre (altså højre om!). Den første indgangsdør til templet var spærret med en slå, et reb og nogle blomster. Jeg gik videre. Den anden indgangsdør var låst/spærret på samme måde. Det kunne da ikke være meningen, at jeg skulle bryde den afspærring! Jeg gik videre. Den 3. dør var også spærret og den 4. ligeså. Nu havde jeg været hele vejen rundt, og kunne konstatere, at alle 4 døre var spærret - jeg gik endnu en halv gang rundt om templet og trak mig så tilbage til tempelmuren, som ikke var højere end at jeg kunne sidde på den. Jeg satte mig og kiggede på det brogede liv af munke og almindelige Bhutaneserne, der gik rundt og bad. Jeg sad bare helt stille og åben for indtryk.

Pludselig kom en gammel mand, klædt i grå kjortel lige hen mod mig. Hjertet hamrede vildt i brystet. Han kiggede på mig med de dejligste øjne og sagde: your company has gone inside. Jeg takkede ham, rejste mig og tænkte, at så måtte jeg jo skulle ind i templet. Den nærmeste dør var stadig spærret. Den gamle mand kom op og vinkede mig videre. Jeg drejede rundt om hjørnet - og han var der igen og pegede op ad trappen. Denne dør var åben. Jeg gik op ad trappen - tøvende - tog støvlerne af ude på trappen og gik langsomt indenfor. Hjertet hamrede i brystet. Tempelrummet var smukt - luften tæt af ro og stilhed. I midten var helligdommen. Her var jeg alene, så jeg dristede mig til at gå til højre. Det var meget smukke figurer og symboler bag glas i midten. Lige som indgangsdørene var den orienteret mod 4 verdenshjørner - her med et vindue i hvert verdenshjørne ind til helligdommen.

Det var smukt og betagende. Et sted kunne man donere lidt penge, og det gjorde jeg selvfølgelig. Pludselig dukkede en rødklædt munkedreng frem, kom hen mod mig, tændte røgelse og velsignede mig med røgelsen. Så var han væk igen. Jeg ved helt ærligt ikke hvor han kom fra eller hvor han forsvandt hen. Jeg gik lidt rundt igen - så opdagede jeg en trappe i det ene hjørne, og gik prøvende opad.

På næste etage mødte jeg en ung bhutaneser, en mand i nationaldragt. Han smilede venligt til mig - jeg gik videre. Pludselig stod der et vestligt udseende par. De sagde ingenting, men hun kiggede på mig med øjne, der kunne dræbe. Den uventede aggression var ubehagelig, og jeg vendte om og gik ned ad trappen igen. Stemningen var ødelagt og jeg gik ud. Tog mine støvler på og begyndte at gå rundt om templet igen. Trods den bratte afslutning var det alligevel en dybt bevægende oplevelse, og jeg var taknemlig for at have fået mulighed for at komme ind i templet. Så var den gamle mand der pludselig igen. Han rakte ud efter min hånd, smilede og sagde: Now you have done your things and your journey will succeed.

Tårerne stod mig i øjnene og jeg gik fortumlet og glad videre. Efter en halv omgang satte jeg mig på nogle trin ved hjørnesøjlen i tempelmuren. Snart kom en lille, gammel Bhutaneser hen til mig, kiggede mig dybt i øjnene, holdt hænderne i bedestilling foran brystet og bukkede for mig. Så kom en gammel bhutaneser mere - og endnu en - og en til - i alt vel 5-6 gamle mænd og kvinder kom og hilste mig på samme ærbødige måde med stor glæde, mange smil og en masse ord, som jeg selvfølgelig ikke forstod. Jeg var dybt bevæget.

Jeg ved ikke hvor længe jeg blev - og husker ikke jeg gik ud - men på et tidspunkt gik jeg rundt udenfor muren og kiggede tilbage, tog fotos og var helt rundt på gulvet og ør i hovedet af glæde. Endelig begav jeg mig tilbage mod hotellet. Efter flere minutters gang var jeg på vej ned ad en smal gade. Der kom en gammel morlille imod mig op ad bakken. Da vi mødtes stoppede hun op, og med hænderne for brystet hilste hun dybt på mig og sendte mig et strålende blik, præcist som de gamle ved templet.

Smukt!